Kedeligt vejr og bedst at blive inde, men det synes mor ikke. Udenfor er der ikke et øje, og dog. En bunke pels med en lyserød hue cykler forbi, og drengen springer på sin cykel l og følger efter. Han bliver hurtigt irriteret over støttehjulene på sin cykel, men vupti, så har pelsbunken taget dem af, og så går det stærkt, lidt for stærkt. En skramme på knæet, en cykelhjelm og meget andet fikser pelsbunken. Drengen lærer at cykle uden støttehjul.
Han er stolt, men han tror ikke, at mor og far vil tro, at en bunke pels har lært ham det.
Himlen er blå og skyfri, men så dukker der en lille hvid tot op, som vokser og bliver til en lille hvid sky. Den lille sky bliver beundret, især når den ændrer form.. Men pludselig bliver den lille hvide sky til en lille regnsky, og så er der ingen, der kan lide den mere, undtagen planter, fisk – og børn, der plasker i vandpytterne. Ud over bogens meteorologiske aspekt er budskabet, at man skal elskes som den, man nu engang er. Fra 3-4 år.
Valdemar elsker at købe nye ting. Gamle ting smider han i søen. Valdemar elsker også at fiske, men en dag fanger han et uhyre i søen. Han bliver frygtelig bange, råber om hjælp og ror forfulgt af uhyret ind til bredden, hvor han gemmer sig. Hans venner høre ham råbe, men de kan ikke se ham nogen steder. Til gengæld kan de se en bunke ting ligge på bredden. Flov indrømmer Valdemar, at det er hans gamle ting, men så får han en idé, for de gamle ting kan genanvendes. Så nu elsker Valdemar at lave gamle ting om til nye ting!
Det er tidlig morgen i postflyvernes hovedkvarter. Chefen uddeler opgaver til sine postflyvere. Den vanskeligste får Sofie. Hun skal flyve posten til Knokkelbjerg Vejrstation. Meteorologen forsøger at overtale Sofie til at vente, til vejret bliver bedre. Men posten skal ud, Sofie letter, flyet styrter og sidder fast i sneen.
Sofie forbereder sig på at dø af sult, og værre ser det ud, da et uhyre nærmer sig. Uhyret viser sig at være Igor fra bjergpatruljen, og de får gravet flyet fri. Med Igors ski under hjulene letter Sofie og flyver tilbage til hovedkvarteret. Nu kunne hun godt bruge en seng at sove i, men chefen er af en anden mening. Han har mere post, og Sofie må af sted igen!
I stalden praler dyrene af, hvilke gaver deres tip-tip-tipoldeforældre gav, da Jesus blev født. Grisen Petrine praler ikke, for ingen i hendes familie var til stede. Grise er ikke noget værd, siger de andre dyr. Nedbøjet forlader Petrine stalden og sværger aldrig at vende tilbage. Udenfor sner det, og Petrine får øje på en mor med et lille barn. Hun er klar over, at noget må gøres for at redde de to.Hun vender tilbage til stalden med dem. De andre dyr indser, at grise også er noget værd, og at Petrine har givet den største gave. Og hun har lært dem, hvad næstekærlighed er.