Johannes Cabal har ureglementeret lånt Principia Necromantica, en sjælden bog, på biblioteket, dømmes til døden og afventer henrettelsen.
Kejseren i Mirkavia er død. Grev Maréchal har af personlige grunde brug for, at kejseren genoplives. Det er Cabals held. Han er nekromantiker og beordres til at udføre sit hverv, mod at slippe for at dø. Et tvivlsomt løfte. Cabal gør, hvad han skal, og vælger så at smutte. Herfter går det stærkt. Han sniger sig om bord på et aeroskib, som skal til Katamenia, hvorfra han agter sig tilbage til England. Det bliver ikke problemfrit. To mystiske dødsfald om bord, mord eller selvmord? Et mordforsøg på ham selv, sætter skub i hans iver efter at opklare, hvad der foregår. Rejsen slutter dramatisk, da grev Maréchal dukker op på aeroskibet i en entomopter. Cabal må i rasende fart udtænke en redningsplan.
Jonathan L. Howard sammenskriver overbevisende flere klassiske temaer fra den makabre fiktions underfundige univers. Som Jules Verne er Howard fascineret af videnskaben, og som Mary Shelley optaget af det overnaturlige, uden realistisk begrænsning. Dertil sarkasme, samfundskritik, ikke mindst hib til britisk selvforståelse. Velskrevet og hylende morsom roman.
Bogens centrale begivenhed er massakren i Jonestown i 1978, da godt 900 mennesker på grund af religiøst vanvid begår selvmord. Elisabeths forældre dør, men hun slipper ud af lejren, anbringes på opdragelsesanstalt, ernærer sig som stripper, dømmes for spritkørsel og ender i Frisco med fodlænke.
Handlingen foregår for fyrre år siden og i nutiden, hvor en, som ved, hvem hun er, stræber hende efter livet. Portræt af en stærk kvinde, trods traumatiserende oplevelser og barsk opvækst.
Antinio De Guido, den øverste i Sacra Corona Unita, en mafiaorganisation i Apulien, den sydøstligste region i Italien, sidder på bagsædet i sin bil sammen med sit elskede barnebarn, 8-årige Maria, da bilen bliver standset, chaufføren skudt og Maria kidnappet. Øjensynlig har nogen til hensigt at udfordre førerskabet af organisationen.
De Guido er overbevist om, at kun én mand kan finde Maria. Det er Carlo Mazzacani, en gangster som udelukkende er interesseret i pengene og derfor har formået at styre uden om de mange rivaliserende organisationer i området. Mafiaens indtjening er baseret på prostitution, pengevask, afpresning, og frem for alt narkotika. Marihuananen fra Albanien fragtes med skib til Syditalien, men nu ser de albanske organisationer deres forretning truet, da organisationer i Italien, med italienske politikeres medviden, agter at dyrke cannabis på italiensk jord, cannabis som skal afprøves på bådflygtninge, inden det frigives som smertelindrende medicin. Mazzacani får hjælp til at finde pigen af Kæmpen, et medlem af hans gamle bande.
De japanske samuraier har altid fascineret. Burt Konzak fortæller om deres liv og kampteknik. Bogen krydres med anekdoter om særlige samuraier. Burt Konzaks ærinde er at vise, at moderne mennesker kan lære af samuraiernes indsigt og åndelige ro.
Køb bogen hos din boghandler eller kontakt forlaget.
Tiden er skruet tilbage til juli 2007, Rom er ramt af en tropisk hede, og Marina flytter hjemmefra, da hun opdager ægtemanden Roccos lyssky forretninger med Sebastiano, Brizio og Furio, småkriminelle barndomsvenner. Samtidig med den ægteskabelige uoverensstemmelse konfronteres Rocco med drabet på to unge mænd. Roccos indre sporhund går i gang, skrupelløs og sandhedssøgende som altid. Med hjælp fra sine kolleger og sine barndomsvenner optrævler han en international ring af narkobander, men må betale en meget høj pris for sine afsløringer.
7-7-2007 er det femte bind i Rocco Schiavone-serien.