Serena bor sammen med sin mand og deres to drenge i en lille by tæt på Pisa. Hun er familiens kalender, hun står for indkøb og husarbejde.
Selv om hun indimellem synes, at den mentale byrde er hård, har hun fravalgt en erhvervskarriere. Hun er uddannet kemiker og arbejdede i en større virksomhed, lige til den dag, da hun fik nok af, at mandlige kollegaer blev præsenteret med navn og titel, mens hun selv blev præsenteret som ”vores Serena”.
Energien til den travle hverdag henter hun i en daglig vandretur til en nærliggende skov.
En dag ser hun musiklæreren fra børnenes skole indsmurt i blod. Ud over krudt kan Serena lugte noget andet, og det er netop hendes ekstreme lugtesans, som i samarbejdet med politiassistent Corinna Stelea bliver en afgørende faktor i opklaringsarbejdet.
Ægteparret Mourad og Malika har barrikaderet sig fra hinanden og fra omverdenen i kælderen i huset i Tanger. Isnende kulde og tavshed har ødelagt deres forhold. Gradvis afsløres den begivenhed, der udløste krisen: Gennem datteren Samias dagbøger hører vi om en tidsskriftredaktør, som under dække af at ville udgive unge pigers digte krænker dem. Samia var 16 år, da hun mødte ham, og det fik fatale konsekvenser.
Honning og Malurt skildrer et samfund, der er præget af korruption og dobbeltmoral, og blotlægger følelsen af skyld, tabet af selvagtelse, grænsen for hvad to mennesker kan magte.
Bogens centrale begivenhed er massakren i Jonestown i 1978, da godt 900 mennesker på grund af religiøst vanvid begår selvmord. Elisabeths forældre dør, men hun slipper ud af lejren, anbringes på opdragelsesanstalt, ernærer sig som stripper, dømmes for spritkørsel og ender i Frisco med fodlænke.
Handlingen foregår for fyrre år siden og i nutiden, hvor en, som ved, hvem hun er, stræber hende efter livet. Portræt af en stærk kvinde, trods traumatiserende oplevelser og barsk opvækst.
Domenico vender tilbage til sin hjemegn, da han modtager besked om, at faren ligger for døden på et hospice.
Faren er kun en skygge af den far, han forlod som barn. Hans tale består af uartikulerede lyde, som Domenico har svært ved at tyde, men ordet ”pigen” går igen. Det gentages heftigere og heftigere, hvorefter faren bryder i stum gråd.
Domenico forstår, at faren oplever en smerte, hvis årsag ligger langt tilbage i tiden, og det bliver ham magtpåliggende at finde ud af, hvem pigen er, og hvad der plager faren så voldsomt.