Vi er i Prigor, en landsby i det nordlige Rumænien, i begyndelsen af 1980’erne. Her har jordemoderen Elena Cosma slået sig ned med sin 6-årige søn, Damian. Svangerskabsafbrydelse er forbudt, medmindre kvinden har født mindst 4 børn. Elena står for kontrol og indberetning af ulovligheder. Resultatet af fødselspolitikken er, at mange børn anbringes på børnehjem, hvor de lever en ussel tilværelse. I Prigor bliver der også oprettet et børnehjem. Børn ankommer i busser fra hele landet, men også landsbyens børn anbringes her. Et af disse børn kender hemmeligheden om Damian.
Forfatteren skriver på vegne af en ven om de fysiske og psykiske konsekvenser af vennens prostataoperation. Prostatakræft er den hyppigste kræftform hos mænd, og behandlingen kan have vidtgående konsekvenser for seksualiteten. Tahar Ben Jelloun tager et tabuiseret emne op og gør det uden forbehold. Et ærligt portræt af en mands nok værste mareridt.
Tre kvinder fra tre kontinenter. Kvinder, hvis veje aldrig krydses, og alligevel flettes deres liv på forunderlig vis sammen. Smita i Indien er kasteløs og sætter alt ind på, at datteren kommer i skole og får et bedre liv. Giulia på Sicilien arbejder i familiens parykfirma, og det går op for hende, at firmaet mangler hår til forarbejdning og er ved at gå fallit. Sarah bor i Montreal, alene med tre børn. Hun har et godt job og er tæt på forfremmelse, da hun erfarer, at hun har brystkræft. Det ændrer hendes liv og karriere. De tre kvinder befinder sig i deres livs krise, men selv om de har alle odds mod sig, tager de kampen op. Fletningen er livsbekræftende læsning om kvinder, der har styrke til at ændre deres livsvilkår.
At leve i et besat land, at få livet til at fungere normalt under de korte ophævelser af det ellers konstante udgangsforbud er en ting, læg dertil at være spærret inde sammen med sin svigermor.
Så har du scenariet i Suad Amirys dagbog fra Ramallah under den israelske besættelse fra den 17. november 2001 til den 26. september 2002.
Beretningerne spænder over det vemodige, som i beskrivelserne af gensynet med de steder, som tegner familiens omskiftelige historie, til håndfast satire i form af en fiktiv telefonsamtale med præsident Bush.
Suad Amiry undgår den pinagtige politiske retorik, som ofte henviser offer og undertrykker til hver sin plads.
Køb bogen hos din boghandler eller kontakt forlaget.
“Højt oppe i bjergene i Rwanda ligger Nilens Vor Frue, kostskole for elitens døtre. Målet er at blive godt gift. Vi følger en gruppe piger i skolens afgangsklasse. De fleste er hutuer. Tutsier får kun adgang til skolen på grund af kvoten: 10 % af eleverne skal ifølge loven være tutsier. De ydmyges og mistænkeliggøres fra første dag. Det eskalerer, og da skoleåret er omme, er situationen ude af kontrol. Præludium for et folkemord.
Bogen modtog i 2012 den prestigefyldte franske Renaudot pris. Og i 2017 modtog hun i København de frankofone ambassadører pris, overrakt af prinsesse Marie.”
Køb bogen hos din boghandler eller kontakt forlaget.