Børn græder, hvis de har slået sig eller er kede af det. Voksne græder også sommetider. Måske fordi de er kede af det, måske fordi de er glade – eller skræller løg! Lise vil gerne vide, hvorfor mor græder mere end far. Det forklarer mor. Poetisk billedbog for små børn. Bogens illustrationer understøtter teksten fint.
Køb bogen hos din boghandler eller kontakt forlaget.
Valdemar elsker blomster. Da han en dag ser, at en larve har spist af blomsterne, bygger han en larvefangermaskine og fanger larven. Tilfreds er han, men vennerne er meget lidt tilfredse med larm og ødelæggelse af naturen. Da det går op for Valdemar, slipper han larven fri. Den bliver til en sommerfugl. Af lavefangermaskinen bygger han en blomstervindmølle, som spreder blomsterfrø.
Bæredygtighed for de mindste.
Himlen er blå og skyfri, men så dukker der en lille hvid tot op, som vokser og bliver til en lille hvid sky. Den lille sky bliver beundret, især når den ændrer form.. Men pludselig bliver den lille hvide sky til en lille regnsky, og så er der ingen, der kan lide den mere, undtagen planter, fisk – og børn, der plasker i vandpytterne. Ud over bogens meteorologiske aspekt er budskabet, at man skal elskes som den, man nu engang er. Fra 3-4 år.
Osvalds eneste ven er hans fugl, Kvitte-vit, som synger om morgenen og om eftermiddagen, når Osvald kommer fra arbejde. Men en dag holder Kvitte-vit op med at synge. Osvald er meget ked af det, og han køber en plante, som skulle få den til at synge. Næste morgen er hele huset og gaden blevet til en jungle – og Kvitte-vit er væk. Osvald begiver sig ud for at lede og når ud i junglen. Her finder han endelig Kvitte-vit, men fuglen vil ikke med hjem, for den er lykkelig her. Osvald accepterer, men han er trist, da han kommer hjem alene. Men så banker det på døren, det er aldrig sket før, og udenfor står Clara, hans nabo, som har været bekymret for ham. Junglen er væk, men den lille plante er der, og den giver Osvald til Clara, for den betyder lykke.
Cyrano er forelsket i Roxane, men han tror ikke, at han har en chance hos hende på grund af sin kolossale næse. Christian er smuk, men dum i modsætning til Cyrano, som får den geniale ide at skrive et digt til Roxane og lade Christian fremføre det. Roxane bliver så begejstret, at hun udbryder, at hun såmænd kunne elske digteren, selv om han måtte have en stor næse. Christian smutter, Cyrano besvimer. Da han vågner, er han glad, for nu ved han, at der er en, der elsker ham.