Luna skal for første gang sove hos sin kusine Hanna. Hun glæder sig, tager sin fine kjole på og pakker tasken med alt, hvad hun får brug for. Far følger hende over til Hanna, tante Zara og tante Janni. De har det hyggeligt og sjovt.
Hanna skal sove hos Luna næste gang. Luna kan næsten ikke vente!
Luna sover hos Hanna er den sjette bog om Luna.
I tegningerne har Ruth Brown gemt et dyr. Prøv, om du kan finde det.
Du får lidt hjælp, for det begynder med . . . og rimer på. . .
Der er lagt op til en hyggestund for et barn og en voksen. Eller for to børn.
Alma bor sammen med sin far langt væk fra havet, som hun aldrig har set. Hver aften fortæller hendes far en historie om havet, men en aften siger han, at nu skal de i stedet tage ud til havet. Da Alma ser havet, bliver hun ellevild, men hendes far har tårer i øjnene. Alma spørger, om han er ked af det, og hendes far siger, at det også er første gang, han ser havet. De historier, han har fortalt, har han fået fortalt af Almas farfar, der var fisker, indtil han blev udkonkurreret af de store både og begav sig ind i landet.
Osvalds eneste ven er hans fugl, Kvitte-vit, som synger om morgenen og om eftermiddagen, når Osvald kommer fra arbejde. Men en dag holder Kvitte-vit op med at synge. Osvald er meget ked af det, og han køber en plante, som skulle få den til at synge. Næste morgen er hele huset og gaden blevet til en jungle – og Kvitte-vit er væk. Osvald begiver sig ud for at lede og når ud i junglen. Her finder han endelig Kvitte-vit, men fuglen vil ikke med hjem, for den er lykkelig her. Osvald accepterer, men han er trist, da han kommer hjem alene. Men så banker det på døren, det er aldrig sket før, og udenfor står Clara, hans nabo, som har været bekymret for ham. Junglen er væk, men den lille plante er der, og den giver Osvald til Clara, for den betyder lykke.
Himlen er blå og skyfri, men så dukker der en lille hvid tot op, som vokser og bliver til en lille hvid sky. Den lille sky bliver beundret, især når den ændrer form.. Men pludselig bliver den lille hvide sky til en lille regnsky, og så er der ingen, der kan lide den mere, undtagen planter, fisk – og børn, der plasker i vandpytterne. Ud over bogens meteorologiske aspekt er budskabet, at man skal elskes som den, man nu engang er. Fra 3-4 år.